Fire forfattere på flot bibliotek

blüdnikow-bogBent Blüdnikow var berørt, da han fortalte om “Min fars flugt” – en bog om, hvordan hans far flygtede til Sverige i oktober 1943 under dramatiske omstændigheder. Som jøde levede Benjamin Blüdnikow et godt liv i København, men da han en dag kom hjem og så, at døren til lejligheden var sparket ind, gav politiet ham det råd at flygte. Han roede ud på Øresund sammen med ni andre. Båden sank, og de, der ikke druknede, blev samlet op af et dansk skib og bragt til Helsingør, gemt i en skraldebil og kørt til Hornbæk, hvorfra de senere blev sejlet til Sverige.

Med i gruppen var Fanny og Sonja, som Bent Blüdnikow bl.a. har brugt som kilder. De er nu omkring 90 år, men tager af og til med og fortæller, når Blüdnikow holder foredrag. Hans far og mor lever, og billedet på forsiden af bogen, er hans fars pasfoto som ung. Bent Blüdnikow siger, at det har været en lykke for ham som søn at skrive denne bog.

eva-bogEva Damsgaards “Det beskidte spil” er ikke blot en beretning om, hvordan de to danske søfolk Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez og fire filippinske søfolk blev holdt som gidsler i 838 dage af somaliske pirater. Bogen er også et angreb på dem, der blandede sig i forhandlingerne og på myndigheder. PET og Udenrigsministeriets borgerservice fulgte forhandlingerne, men Eva Damsgaard mener ikke, at de viste den helt store interesse. Hun mener også, at det var forkert, at Ekstra Bladet gik ind i sagen og er skuffet over, at ingen ville arbejde for at stoppe bladets kampagne. Eddy Lopez fortæller i bogen, at han ikke kan genkende de interviews, der blev bragt med ham i avisen. En dansk-somalisk journalist, Nasib Farah, gik på et tidspunkt ind som mægler, men løb undervejs fra alle aftaler.

Eva Damsgaard mener, at PET har blokeret for en efterforskning af sagen. “Men vi kan aldrig få at vide, hvem der har svigtet,” siger Eva Damsgaard, der stadig har kontakt med gidslerne, som er alvorligt mærkede af deres umenneskelige oplevelser.                                                                  LL