Man skal ej læse for at sluge,
men for at se, hvad man kan bruge
Henrik Ibsen
Fjernsynskanalen TV3 har en serie, som hedder ‘Familien på Bryggen’. Den skulle oprindeligt have handlet om Mikkel Kessler, mesterbokseren med den perfekt veltrænede torso, men de 170.000 seere blev mere bjergtaget af Mikkels storesøster, Linse, og hendes Jørn-Ege-opererede 2000 milliliters barm. Hun var if. Weekendavisens anmeldelse af hendes biografi, ‘Jeg gør, hvad jeg vil’, seriens galionsfigur.
‘En galionsfigur er en træfigur i stævnen af gamle dages sejlskibe, ofte svarende til skibets navn. Figuren var anbragt ‘foran galionen på skægget’, som det forklares i leksikon. Ikke sjældent forestillede figuren en havfrue, muligvis af den støbning, som Storm P. skriver om i samlingen ‘Tretten øre – alt iberegnet’ (1915). Han omtaler en havfrue, som fremvises på Dyrehavsbakken: ‘…lidt svær fortil – for at få husarerne ind…’
Bjergtaget er et udslidt og desværre næsten opslidt ord, men det har stadig kraft, skønt det har slidt i det længe, nemlig fra de dunkle dage, da man troede på bjergfolk og ellefolk, som med dårende elskovssange og smigrende tale kunne lokke mennesker ind i deres underjordiske huler og bjerggrotter, hvor underfulde ting kunne ske, og hvor man kunne blive forhekset og forgjort, så man fik fis i kasketten.
I gamle dage var det mest unge piger og vordende mødre, som blev ramt og på den måde kunne blive bjergtagne eller – som fænomenet hedder på engelsk – ‘spellbound’ og på tysk ‘verhext’. I vore dage hedder det nok noget andet.