Gretelise Holm – kendt som journalist og forfatter til 30-40 bøger – er mønsterbryder. I erindringsbogen ”Jesus, pengene og livet” fortæller hun om sin barndom, der med fattigdom og tæsk ikke har været misundelsesværdig, men med støtte fra kommunen fik hun pga. sine gode evner en præliminæreksamen (dén skoleform findes ikke mere), og med et brændende ønske om at blive journalist fik hun det råd at cykle (!) rundt til forskellige provinsaviser, fordi chancen er størst ved et personligt fremmøde:
”Jeg gik kækt op på Kolding Folkeblads redaktion i Jernbanegade (i 1963), bad om et møde med den ansvarshavende chefredaktør Vilhelm Behrens og lagde mit fine eksamensbevis (ug-) på skrivebordet foran den gamle mand (født i 1897).
Han granskede den omhyggeligt og sagde:
”Jamen, hvorfor fortsætter De dog ikke med at studere? De kan jo blive læge eller sagfører!”
”Jeg har kun lyst til at blive journalist”, svarede jeg.
Behrens kaldte på sin redaktionschef, Frede Jørgensen, og satte ham ind i sagen.
”Vi har aldrig haft kvindelige elever”, sagde Jørgensen.
”Til gengæld har vi haft en kvindelig reporter, og hende er vi da godt tilfredse med. Jeg har hørt, at det mange steder er blevet almindeligt med kvindelige elever”, sagde Behrens.
”Vi skal tænke på ægteskaberne”, sagde Jørgensen.
”Jeg skal aldrig giftes eller have børn”, sagde jeg skyndsomst.
”Hm. Jeg mener vore mandlige medarbejderes ægteskaber. Det skaber uro med kvinder på en arbejdsplads”, forklarede Jørgensen.
Enden på samtalen blev, at Frede Jørgensen sagde, at de ville tænke over det”.
I de følgende uger ringede Gretelise Holm med 2-3 dages mellemrum og fik omsider med et suk fra chefredaktøren svaret:
”Nuvel. De kan begynde på mandag kl. 6”
Blandt mange oplevelser fra elevtiden fortæller Gretelise Holm også kuriositeter, fx skrev hun en nekrolog om Hans Pedersen.
Næste dag kom den 92-årige Hans Pedersen vaklende ind på redaktionen og meddelte, at han ikke var død! Men det var derimod den jævnaldrende Hans Petersen fra samme bebyggelse!
”Jeg fik en ordentlig røffel, og siden har jeg aldrig glemt at spørge folk, om de staver Pe(dt)ersen med t eller d.
– Og når de hedder Markussen, skal du huske at spørge, om de staver kussen med ét eller to s’er, sagde min kontorfælle, Erling Junker Holst”.
Som navnemedarbejder skulle Gretelise Holm interviewe en 103-årig sønderjyde, som havde været 4 år gammel under krigen i 1864, og opgaven var bunden – den gamle dame skulle fortælle erindringer fra krigen!
Gretelise Holm prøvede at slippe ved at fortælle, at plejehjemmet sagde, at den 103-årige var døv, men fik så det råd af redaktionssekretær Johs. G. Poulsen at yde aktiv formuleringshjælp:
”Hvis folk har svært ved at formulere sig, så udtrykker journalisten selv, hvad han eller hun tror, de mener eller ville have fortalt. Hvis interviewofret erklærer sig enig, nikker eller på anden vis undlader at protestere, så kan man videregive sit eget udsagn som den pågældendes ord.
Jeg besøgte den 103-årige på plejehjemmet, og hun var ganske rigtigt helt uden kontakt med omverdenen. Så berettede jeg selv malerisk om, hvordan soldaterne var draget gennem hendes sogn i 1864: ’Husker De det?’
Hun reagerede ikke, så jeg tog hende let om skulderen, hvorved hendes hoved nikkede frem og tilbage. Jeg opfattede denne nikken som en bekræftelse og fik dermed mit interview om, hvordan hun huskede tilbagetoget fra Dannevirke.
Jeg havde ydet aktiv formuleringshjælp. Spørgsmålet var, om jeg også havde ydet aktiv dødshjælp? Et par dage efter offentliggørelsen døde hun i hvert fald, og jeg følte mig en smule skyldig. Var jeg kommet til at ruske hende for hårdt?”