Havde vi dog bare tænkt
alternativt for 30 år siden

Uffe Elbæk fik talt sig varm. Foto: Nikolaj Ifversen.

 

København, Århus, New York, San Francisco, Toronto og Christiania er nogle af de adresser Uffe Elbæk har haft i et utrolig omskifteligt liv. Det alternative liv i ”Staden” på Christianshavn blev dog for koldt for ildsjælen, iværksætteren og politikeren.  

At han så mange år senere for alvor kom i ilden som kulturminister og partistifter havde han nok ikke forestillet sig dengang som hippie. Ved Veteranklubbens møde 3. februar fortalte Uffe Elbæk levende og anekdotisk om sit liv – og det bare mandagen efter han om lørdagen var trådt tilbage som formand for Alternativet.  

Politisk begyndte han på den yderste venstrefløj – helt præcist i BOML, Bolig-Marxister-Leninister. Men den unge aktivist blev træt af altid at være imod noget, så på et tidspunkt blev han medlem af Radikale, medlem af Folketinget, kulturminister, brud med Radikale og stiftelsen af Alternativet. Og med det nye parti en spændende historie om mødet mellem idealisme, tro på et andet slags samfund og så den meget konkrete virkelighed på Christiansborg. 

Uffe Elbæk fik talt sig varm.  

Vi mennesker tror vi er hævet over naturen og ikke begriber at vi er en integreret del af naturen og derfor skal passe på den. Bare vi dog for 30 år siden da de første advarsler om menneskeskabte klimaændringer kom frem, havde reageret. Og nu siger politikere at vi skal ændre på adfærd, men det må ikke gå ud over nogen eller koste noget. Det er en løgn – det kommer virkelig til at koste og give afsavn. Gør vi ikke noget, mente Uffe Elbæk at man godt kan blive bekymret over hvordan Greta Thunbergs generation om blot et par tiår vil reagere, når de opdager at intet er gjort for at hindre afbrændingen af planeten. Det er ikke sikkert reaktionen bliver specielt fredelig. 

Med dette memento fra manden som mener der er et alternativ, gik de ca. 60 journalistveteraner hjem.                                                 NI