Himmelblå bukser,
den lille forskel og måner

gustav-wied

Gustav Wied – han kunne noget med ord…

 

Gå aldrig op på en talerstol,
uden at du ved, hvordan
du kommer ned igen.
(Gl. råd til talere)

Himmelblå bukser, den lille forskel og måner

En vending fra lavendelduftende tider flagrede op i Bettina Heltbergs TV-kommmentar i Politiken en junidag i 2013: ”Nu må jeg be’ om mine himmelblå.”  Det lyder Wied’sk, og det stammer da også fra et af Gustav Wieds såkaldte satyrspil, ‘Første violin’ fra 1898. I første akt siger dyrlægen:”Men Ægteskab … nu be’r jeg om mine himmelblå bukser! Aldrig i Evighed!”

I samme replik (tilføjer Vogel-Jørgensen i ‘Bevingede ord’) er det, at dyrlægen taler om, at  pigebørn ”skal være små og buttede – de lange og magre er født med en Djævel i sig.”

”Hurra for den lille forskel!” lyder også Wied’sk – men er det ikke. Ganske vist brugte han udtrykket i en af sine ‘Lystige Historier’ fra 1896, ‘Hønseniana’. På et debatmøde i hønsegården bliver det sagt om hanerne: ”Hvilke Fortrin, legemlige eller åndelige, besidder dette Fjerkræ? Det er kun en lille Forskel.” Og tilråbet fra salen lyder: ”Hurra for den lille Forskel!” Måske er Gustav Wied kommet til at stikke næsen for dybt ned i et af Guy de Maupassants værker, hvor han fortæller nøjagtigt samme historie fra et kvindemøde i England. Her var der en taler, som sluttede sit indlæg  med: ”Det er en meget lille forskel, der skiller mænd fra kvinder.” Og så råber en begejstret mødedeltager spontant de berømte ord.

Gustav Wied havde jo denne ekstraordinære sans for iørefaldende formuleringer. Berømtest er replikken fra ‘Skærmydsler’ fra 1901: ”Måner har den farve, som måner skal ha’.” Den var nu ikke helt af egen avl. Den forekom – så at sige ordret – i en roman fra 1880 af Joachim Reinhard med titlen ‘Ikaros’.

Også dagligdagens sprog havde Gustav Wied et specielt øje til og øre for, f. eks. i dette eksempel:

”Hvodden Satan i Helvede er det, Du vugger!” siger en fireårig dreng forbitret til degnen, der vugger ham – i Gustav Wieds satyrspil ‘Døden’ fra 1897.