Klejnens historie og frikadellens

Hvis en avis vil være tungen på vægtskålen,
bliver den tungen ud ad vinduet.
Herbert Pundik

klejner

Veteranerne blandt julens småkager er klejnerne – et ord med rigtig mange aner og rigtig mange navne. F.eks. har de været kaldt: vridpibe, vridefitte, snofitte, fugleunge, fedtfugl og skrædderlår. Hvordan den fagligt korrekte bagerbetegnelse lød, er temmelig usikkert, men muligvis var det klejner, fordi de faldt ind under fællesbetegnelsen kleinbrot, der blev fremstillet af en særlig bager, som i 1700-tallets Danmark blev kaldt kleinbager.

Første gang ordet optræder i nordisk sammenhæng er i en latinsk-svensk ordbog fra 1400-tallet. Her bliver det latinske begreb laganum, som er små hinder af dej, stegt i olie og smagt til med honning, oversat til kleneth.

På dansk finder man ordet i en kogebog fra 1600-tallet, hvor kagen omtales som en bakkelse som hareøre. Selve betegnelsen klejne viser sig først i en kogebog fra 1766 med denne beskrivelse :’en slags bakkelse af sukkerdej, afskåren med et sporejern og baget i smør eller fit i en pande’.

Samt ikke at forglemme Hans Tausen, som i sin oversættelse af de fem Mose-bøger
skriver om en kurv ‘usyrede kleynede kager offuersmurt med olli.’
Alt det stod at  læse i ‘Ord og Sag’, som i 1990 blev udsendt af ‘Jysk Sprog- og Kulturforsyning’

frikaFrikadelle er ikke nær så pæredansk, som mange tror, når det spilles ud  i værdipolitiske orddueller – i hvert fald ikke selve ordet. For det er i virkeligheden et låneord, der fra italiensk via tysk er hoppet over grænsen og ind på de danske frokostborde og rundt om i dagligsproget. For eksempel har mangen en dansk scenekunstner spankuleret rundt med betegnelsen ‘frikadelle’. Men den, som gjorde ordet til folkeeje, var fjællebodsgøgleren professor Labri (1863-1935), som døbte en af sine magiske tryllekunster ‘frikadellens flugt over det nytjærede plankeværk’.