Vejen til Amalienborg

Fotos: Peter Kay.

Journalistik kan føre til alt – selv til Amalienborg. Det er vores mangeårige kollega Michael Ehrenreich et kongeligt bevis på. Efter 35 år i journalistik kom han i 2015 til Kongehuset som hofmarskal, og på et muntert og velbesøgt møde den 12. november hos Journalisternes Veteranklub indviede Michael Ehrenreich os i Hofmarskallatets mange arbejdsopgaver, sit syn på monarkiets rolle i et moderne samfund og ikke mindst sine erfaringer fra et langt liv i journalistik

Den 65-årige Michael Ehrenreich startede sin karriere på Fyens Stiftstidendes redaktion på Christiansborg. Han fortsatte i 1982 på Berlingske Tidende som politisk reporter, udlandskorrespondent i London og Washington, udlandsredaktør, redaktør og til sidst chefredaktør. I 2003 skiftede han til stillingen som medredaktør på Kristeligt Dagblad. Sideløbende var han i en årrække kommentator om internationale forhold i radio og tv. De mange år indenfor udenrigsjournalistik førte ham siden til direktørposten i Det Udenrigspolitiske Selskab, inden han kom til sin nuværende stilling som chef for HM Dronningens administration og rådgiver for Majestæten. Han tiltrådte som hofmarskal 15. februar 2015.

Der var så mange tilmeldt til foredraget, at man måtte tage den store sal i brug. Foto: Peter Kay.