Her-og-nu-møde blev en stor succes

Aske2

Ask Rostrup

80 veteraner var hurtige på fødderne, da klubben for første gang kaldte til ”Her-og-nu-møde” 26. marts 2013. Med blot fem dages varsel var de klar til at møde op for at høre DR’s politiske korrespondent, Ask Rostrup, tolke den aktuelle politiske situation.
Ask Rostrup lagde ud med at citere den luxemburgske premierminister, Jean-Claude Juncker, for udsagnet: ”Vi kan godt finde ud af, hvordan vi kan løse alle Europas problemer, men vi kan ikke finde ud af, hvordan man bliver genvalgt”.

Ask Rostrup mente, at citatet passer på den krise, Socialdemokraterne befinder sig i. Meningsmålinger siger, at partiet er på “dødskurs”, men Ask Rostrup mente, at Helle Thorning-Schmidt kan gå hen og blive den stærkeste statsminister, Danmark har haft siden Jens Otto Krag. “Men dét med genvalg har regeringen ikke fundet ud af,” sagde Ask Rostrup, der savnede, at regeringen melder klart ud, hvad den i virkeligheden har gennemført. ”Helle har høvlet store ting af på bare halvandet år”, sagde han.

Ask Rostrup sammenlignede Helle Thorning-Schmidt med forgængeren, Anders Fogh Rasmussen. “Når han kom ind i et rum, så fyldte han det ud”. Da Ask Rostrup en gang besøgte Fogh Rasmussen i hjemmet, var alt så perfekt, at den politiske korrespondent dårligt turde sætte sig i møblerne. Ask Rostrup har aldrig være hjemme hos Helle Thorning-Schmidt, “men jeg har hørt fra andre, at her er et hjem, hvor man kan se, at der bor en familie med to børn”.

“Danskerne er blevet et leverpostejfarvet folk, der politisk vil ind på midten,” sagde Ask Rostrup, der også fastslog, at Enhedslisten bliver surere og surere. Han mente, at SF må se at finde sig selv: “Villy-effekten røg, da Villy Søvndal foreslog et pointsystem ved familiesammenføring”. De radikale fik at vide, at de er glade for sig selv. Ask Rostrup fastslår, at der ikke er varme følelser mellem Helle Thorning-Schmidt og Mette Frederiksen. “Men de behøver hinanden, Helle udstikker de store linier, mens Mette tager imod tæskene,” sagde Ask Rostrup.

Efter en periode som DR’s politiske redaktør på Christiansborg har Ask Rostrup forladt det administrative job og er blevet politisk korrespondent. Ask Rostrup udtaler titlen lidt som børn ser ud i ansigtet, når de bliver præsenteret for stegt lever.
Ask Rostrup er bl.a. ankermand på TV-udsendelsen “Bag Borgen”. Han er kendt for aldrig at gå med slips – han har dog vist sig på skærmen med slips to gange: Ved det amerikanske præsidentvalg og ved folketingsvalget i 2011.
Med sin store viden om politik og sin erfaring fra bladverdenen, er Ask Rostrup flere gange blev tilbudt et job som spindoktor, men har hver gang sagt nej tak. Fremfor at arbejde i det skjulte, foretrækker han at træde frem for at orientere TV-seerne om alt det, der sker på Borgen. Med og uden slips.                                                           LL

Aske2