Det var de helt store spørgsmål om liv og død, der var til debat i to indholdsmættede timer 10. maj 2016, da Jacob Birkler var gæst i Veteranklubben.
• Skal livet begynde med, at kun helt normale børn bliver født, fordi alle andre sorteres fra ved en fosterdiagnose?
• Og skal livet slutte med at blive kunstigt forlænget i månedsvis, måske år, fordi lægevidenskaben gør det muligt – eller skal der slukkes for respiratoren?
Hvem skal bestemme det?
Jacob Birkler har været formand i 5 år for Det Etiske Råd, som bl.a. har til opgave at give gode råd til politikerne. Så han kan sit stof og kender alle dilemmaer, men holdt sig fra at give entydige svar – og resultatet var, at de 60 deltagere kunne gå hjem med mange flere spørgsmål og større tanker om emnet, end da de kom.
– Er det fx rimeligt, at en tysk kvinde på 65 år bliver kunstigt befrugtet, fordi hun gerne vil have et barn mere? Hvis svaret er ja, hvorfor er grænsen i Danmark så 45 år?
– Er det rimeligt, at homoseksuelle mænd kan få børn på basis af deres hudceller?
– Er det i orden, at teknikken gør det muligt for transseksuelle at føde?
– Er det OK at have 3 genetiske forældre. Eksempel: Moderens æg bruges, men ændres med gener fra en anden kvinde for at reparere evt. sygdomme og blandes med sæd – som Jacob Birkler muntert sagde, giver det i hvert fald ekstra problemer for TV-programmet ”Sporløs”, når ophavet skal findes!
– Danmark var det første land i verden, der tilbød fosterdiagnostik. Og etikken er til løbende debat, fordi teknikken gør det muligt at undersøge for mere, samtidig med at den bliver både lettere og billigere. Hvor går grænsen for, hvad vi vil undersøge og frasortere?
”Ingen af de her spørgsmål bliver vi færdige med”, konkluderede Birkler.
Tilsvarende store emner gælder livets afslutning. Skal man yde aktiv dødshjælp? Og skal den så kun gives til uafvendeligt døende, for der er jo også mennesker med livssmerte, angst og fortvivlelse, som kan have dét ønske?
Et massivt flertal i befolkningen går ind for dødshjælp. Birkler har tidligere været en af dem, men nu er han blevet modstander og ønsker i stedet at sætte alle ressourcer ind på at hjælpe den døende bedst muligt. Birkler nævnte nogle af glidebanerne ved aktiv dødshjælp:
– Dyr medicin kan påvirke sundhedsvæsenet til at overveje dødshjælp og måske få den enkelte patient til at føle sig som en belastning for samfundet og derfor bede om at komme af med livet.
– Nogle kunne få den tanke, at aktiv dødshjælp kan løse problemet med for få organdonationer!
– Samfundet kan spare penge på dødshjælp, for det tager jo længere tid for lægerne at behandle patienterne og tale med dem, end at afslutte deres liv (Birkler understregede dog, at Lægeforeningen er imod aktiv dødshjælp)
– Folk bliver ældre og ældre – dét kan give samfundet en tanke om, at aktiv dødshjælp måske ikke er så dårlig en idé! Men, sagde Birkler: 99% af alverdens lande har ikke aktiv dødshjælp, og debatten i de lande, der for længst har indført den, fx Holland, er ikke mindre – ”så måske skulle vi hjælpe med livet og ikke med døden”, konkluderede Birkler.
Han fik rigtig mange spørgsmål, og der var indhold til langt mere end de 2 timer, mødet varede. bej