Helle Bygum så en annonce i Politiken om, at Offerrådgivningen søgte medarbejdere. Og hun skønnede, at her kunne hun gøre en indsats. Offerrådgivningen blev oprettet for 16 år siden, og alle politibetjente går rundt med en folder i lommen, som uddeles til ofre, vidner og pårørende, der har været ude for dramatiske hændelser. “Når politiet ringer, skal vi træde til inden for en time,” fortæller Helle Bygum.
Hun var gennem et seks måneders kursusforløb, inden hun var klar til jobbet. Og hun fortalte, at arbejdet kan række lige fra at holde om et ulykkeligt menneske til at tale dunder til myndighederne for at ofre kan få den nødvendige psykologhjælp.
“Det eneste, du aldrig må sige til et offer, er, at det glemmer du hurtigt”, sagde Helle Bygum. Hun fortalte, at for hende var rådgivning over telefonen det sværeste – “det er lettere at stå ansigt til ansigt med et menneske i krise”.
En af Helle Bygums første opgaver var at hjælpe en ung pige, der havde oplevet, at en kvinde styrtede sig i døden fra 4. sal. Den unge pige havde aldrig set et dødt menneske før, og da hun oplevede, at ofrets syvårige datter stod på altanen, genoplevede den unge pige, hvordan hendes egen mor havde forladt hende netop som syvårig. “Og vi fik en god lang samtale, der lettede noget inden i hende”.
Helle Bygum fortalte, at en tilsvarende hjælp ikke gives andre steder, Somme tider kræver situationen blot et kram med 37 graders varme fra et andet menneskes krop – eller måske en kop varm mælk med honning. En del af offerrådgivernes arbejde er at følge med ofre i retten, hvor han eller hun skal møde gerningsmanden – “det kan være en slem oplevelse”, siger Helle Bygum.
Vi tager os også af ofre, der kommer ud for, at politiet er “rigtig tunge i røven”. Helle Bygum mener ikke, det kan være rigtigt, at samfundet hjælper en voldsmand videre, mens ofret må klare sig selv. Noget af dét, der ophidser hende mest, er de mange hjemmerøverier, der går ud over ældre. ”Det er smertefuldt at sige til en ældre dame, at forsikringen ikke dækker, hvis en tricktyv har stjålet alle hendes penge”.
Efter hvert udkald skal offerrådgiverne skrive en rapport, “det er mest for statistikkens skyld, men det hjælper også mig til at lægge sagen bag mig, for du må ikke selv blive et offer,” siger Helle Bygum.
En del ofre ønsker at bringe deres problemer frem i pressen, fx en mand, der ikke måtte begrave sin lille søn, som moderen havde taget livet af. ” Jeg fortæller altid, at det kan være hårdt at drage pressen ind i forløbet. Men hvis det er et meget stærkt menneske, vil jeg ikke være bange for, at personen optræder i fx Aftenshowet”. Hendes tid som tillidsmand på TV-avisen har givet hende stor erfaring i at håndtere vanskelige samtaler.
Helle Bygum sluttede mødet med en anekdote om en kvinde, der var blevet frarøvet sin taske, der bl. a. indeholdt en flaske rødvin, hun skulle have delt med en veninde, og en kosmetikpung, der efter sigende indeholdt en masse dyre produkter.
Da Helle Bygum gik hende nærmere på klingen, viste det sig, at taskens indhold var knapt så kostbart. Og Helle Bygum, oplyste damen om, at man ikke kan ringe til Offerrådgivningen for at få hjælp til forsikringssvindel. Og sagen sluttede med, at damen sagde til Helle Bygum: “Det var dejligt at tale med dig”. LL
Denne lille pjece fra Røde Kors har politiet pligt til at udlevere til ofre.
Fotos: Børge Egelund Jørgensen