I dag vil vi jo nok sige, at Unge Pædagogers initiativer har sejret på de fleste fronter, men samfundet er ifølge Egon Clausen siden blevet udsat for ”tabernes hævn”. Foto: Peter Høvring

For nogle år siden pålagde Egon Clausen sig selv en meningsstandsning. Det var, da han ifølge kollega og veteran-formand Nikolaj Ifversen fyldte 50. Ifølge manden selv, fordi han var blevet træt af sine egne meninger. Det holder heldigvis ikke mere, hvad et halvt hundrede fremmødte veteraner kunne overbevise sig om, da Egon Clausen mødte op til sit foredrag om de unge pædagoger, der forandrede det danske skolesystem – og samfund – dengang i tresserne og halvfjerdserne.

Forud var gået en tid, hvor landets sikkerhed var alvorligt truet. Af den kolde krig og atomtruslen fra øst. Befolkningen frygtede den udslettelse, som de nye våben havde gjort mulig, og frygten blev næret af politikernes ustandselige advarsler. Det var en usikker tid.
Men det var det så sandelig også i skolen. Her truedes samfundet af den frie opdragelse, der skulle få de mest vidtgående følger. Med de lilleskoler, der siden besættelsens tid havde bredt sig til hele landet, som forbilleder, bredte der sig i takt med udviklingen en ny form for pædagogik, der tog udgangspunkt i, at eleverne var individer, der selv skulle have indflydelse og mene noget.

-I gamle dage gik man ud fra, at mennesket er en synder, der skal omvendes. Holdes nede, fortalte foredragsholderen og brugte revselsesretten som eksempel.
Helt galt gik det nemlig, da skoledirektøren i København havde forbudt brugen af spanskrør. Det anfægtede dog ikke skolesystemet i Århus, hvor der den 3. december 1952 blev fyret lynkinesere af i en skolegård, hvilket naturligvis var strengt forbudt. De formastelige elever blev straffet med slag af spanskrøret, men en mor klagede over læreren, der havde foranstaltet afstraffelsen. Hun skaffede en lægeerklæring fra en af byens professorer, der fandt, at der var tale om vold.

Da det kom til en sag mod læreren, var det drengens mor, der af de øvrige lærere blev bebrejdet, at hun havde anmeldt sagen. Og den famøse lærerkollega – han slap med en irettesættelse.
Her citerede Egon Clausen lange indlæg i dagspressen, der alle var på systemets side. Afskaffelsen af spanskrøret og den frie opdragelse truede simpelthen det danske samfunds eksistens. Mennesket var en synder, der skulle holdes nede.
Det var i det klima, at ”Unge pædagoger” opstod, og der var ifølge Egon Clausen nok at tage fat på. Skolebøgerne, f.eks., der konsekvent omtalte Afrika som det mørke, truende kontinent – og de sorte som negre, der enten bekrigede europæerne med spyd og pile eller var menneskeædere.

Også her havde foredragsholderen masser af eksempler med, og tilhørerne kunne ligefrem føle hans begejstring ved, at indholdet af disse bøger på Unge Pædagogers initiativ omsider blev taget op i Folketinget.
-Det skete der nu ikke så meget ved, for den socialdemokratiske regering måtte gå af, og i stedet fik vi en venstre-regering med Hartling som statsminister, sagde Egon Clausen. -Tove Nielsen blev Undervisningsminister, og med Hartling som dukkefører konkluderede hun, at de kritiserede skolebøger var gode nok.

I dag vil vi jo nok sige, at Unge Pædagogers initiativer har sejret på de fleste fronter, men samfundet er ifølge Egon Clausen siden blevet udsat for ”tabernes hævn”. Han personificerer den bl.a. ved Erhard Jacobsens udfald mod Folkeskolen og undervisningen i halvfjerdserne og firserne. Her havde den begejstrede foredragsholder masser af eksempler på den kendte politikers manipulationer, der bl.a. førte til oprettelsen af foreningen ”Aktiv skolepolik”.

Op her kom så lige en anekdote: -Da Erhard Jacobsen skulle forlade borgmesterkontoret i Gladsaxe og at give plads for efterfølgeren Tove Smidth, fandt man i kontoret tusindvis af uåbnede kuverter adresseret til foreningen. De blev puttet i en sort sæk ligesom i øvrigt de ting, der skulle smides ud. Desværre kom skraldemændene til at tage fejl, så de mange borgerhenvendelser endte på forbrændingsanstalten.

Alt dette og mere til kan læses i Egon Clausens bog om den frække elev, men foredragsholderen er bestemt ikke løbet tør for meninger, og han havde også tid til at gøre reklame og fortælle om meningen med sin seneste bog ”Hvide pletter”, der går hårdt i rette med regeringens udflytninger af offentlige arbejdspladser, skrevet i øvrigt under et sygeleje, da han rekreerede sig efter bypass-operationer.

-Bogen er skrevet på en bærebølge af kærlighed til Danmark, fortalte Egon Clausen forsamlingen og hævede begejstret armene. Om han har nogen chance for at sejre her er naturligvis usikkert, men at kampgejsten hos den gamle provo er intakt, kunne forsamlingen af veteraner ikke være i tvivl om.

Med sin karakteristiske skælmske mine mente Uffe Ellemann-Jensen, at hans ministerpension fra Folketinget i virkeligheden var alt for beskeden i forhold til, hvad han selv syntes, at han var værd. Foto Peter Høvring.

Da Danmarks tidligere udenrigsminister igennem knap 11 år, Uffe Ellemann-Jensen, fortalte om sit politiske virke i Journalisternes Veteranklub den 23. januar, så han ud til at hygge sig.
”Jeg befinder mig rigtig godt her sammen med gode, gamle kolleger og skal tale om mit yndlingsemne – nemlig mig selv!” lød det fra den garvede 76-årige Venstre-politiker.

De godt 150 mødedeltagere befandt sig også godt. Uffe Ellemann-Jensen evnede lige fra starten at holde alle i ånde, så en knappenål ville kunne høres, hvis den faldt til jorden. Foredraget var baseret på hans selvbiografiske bog ”Som blad i høst – Mit liv efter politik”, der udkom i efteråret.

Den tidligere Venstre-formand og udenrigsminister er en fremragende fortæller. Som tidligere journalist kunne han se tilbage på et indholdsrigt liv, der har bragt ham i forbindelse med et virvar af interessante personer. Han er en begavet personlighed med en politisk karriere, som har rakt langt ud over, hvad de fleste danskere kan byde på.  Læs resten →

Spændt lyttende veteraner, mens Peter Hertz læser op af svarene på fremtidsquiz 2017. Foto: Finn Hillmose.

Veteranernes faste støtte i kreds 1, Mette Eeg modtager julegaven af formanden, Nikolaj Ifversen.

Det lader sig høre når knap 80 journalistveteraner indtager lokalerne hos Peter Lieps for sammen at markere den tilstundende højtid.

Serveringen var som man kan forvente ved en julefrokost. Flere roste den fine sprøde æbleflæsk og det så højlydt at enkelte måtte se sig forbigået. Men så var der gudskelov flæskesteg.
Ellers blev traditionerne for Veteranklubbens julefrokost holdt i hævd. Vinderen af Fremtidsquizzen blev fundet. Det viste sig at det ene spørgsmål hvor praktisk taget alle havde taget fejl var om Ulrik Haagerup fortsat var chef for DRs nyhedsredaktioner. Nej, det er han ikke mere – og det var der ikke mange der havde set i krystalkuglen.

Vinderen af nutidsquiz’en, Susanne Hesselgren

Årets julefrokost bød også på “Den historiske quiz”. Et eksempel var spørgsmålet om hvilken avis der i 1936 leverede overskriften “Den Sigtedes Dolk drev af Blod” – ja, tro det eller ej, men det var altså det fine, konservative Nationaltidende.

Og så var der selvfølgelig årets julesang som Lis Lipschitz var mester for. På melodien til “Jeg er havren” sang vi blandt andet:
Hvis du sendes ud som korspondent
husk at få dit husdyr eftersendt.
For en journalist er nemlig bedst,
når han hypper med sin kones hest.

– og vinderen af fremtidsquiz’en med 17 rigtige, Kirsten Hvidkjær.

Og så var julen spist, drukket og sunget ind for Veteranklubbens julefrokostgæster.

Til lejligheden viste Lis Lipschitz sig at have en digter i maven. Her synger veteranerne af fuld kraft med på melodien “Jeg er havren”.

– og otte glade mandelgavevindere.

Klik her for at læse årets julefrokostsang

Mathilde Kimer, Peter Christensen og Niels Bjørn Hansen
var de tre journalister og forfattere, der på Veteranklubbens Bogcafé-møde
den 8. november i Bethesda, fortalte om deres seneste bøger.

Velkomsten stod Veteranklubbens tidligere formand Palle Hermund for. Han huskede fra sit arbejde i Danmarks Radio, den dag da Mathilde Kimer som ganske ung startede som praktikant i DR.

Mathilde Kimer læste en lille afsnit op fra sin bog ”Krigen indeni”.

”Som journalist på Danmarks Radio vidste jeg knap nok, om jeg kunne skrive en artikel, da jeg blev opfordret til at skrive en bog. Jeg skrev jo telegrammer til radioavisen, og det var helt anderledes end at skrive rigtige artikler til den trykte presse,” fortalte Mathilde Kimer til Veteranklubbens over 70 deltagere.  

Det er dog lykkedes hende at udgive bogen på hele 320 sider med titlen ”Krigen indeni” og undertitlen ”Skæbnefortællinger fra revolutionen i Ukraine”. Bogen er en personlig beretning om Mathilde Kimers oplevelser fortalt gennem tre personer, der hver er en del af den blodige konflikt. Modsat mange af sine udenlandske kolleger valgte Mathilde Kimer at berette om sine personlige og følelsesmæssige oplevelser i det konglomerat af krigshandlinger, som hører med til et arbejde, hvor både masser af spild- og ventetid, direkte træfninger mellem de stridende parter og lugten af lig hører med.

Og modsat mange krigskorrespondenter insisterer Mathilde Kimer på at berette om sine personlige følelser undervejs. Hun adskiller sig fra den traditionelle opfattelse af hærdede krigskorrespondenter, der efter dagens aktuelle historier mødes i hotelbarer og drikker en bourbon mens adrenalinen koge.

”Jeg vil heller ikke betegnes som krigskorrespondent. Jeg havde svært ved at skrive om krigen. Jeg synes, at jeg havde rigeligt med alt det andet, som jeg gerne ville fylde i tv-avisen og radioavisen. I starten havde jeg svært ved at følge med som menneske og følge med i, hvad der skete.”

I bogen skriver hun nøgternt om oplevelser i sit arbejde om salver fra maskingeværer, døde, lemlæstelse og sårede blandet med had, sorg og nødlidende hører til dagligdagens arbejde kombineret med sit andet liv, som omfatter familie med mand og børn.  

Peter Christensen med den originale udgave af avisen The Washington Post fra 9. august 1974

De skrev verdenshistorie
Peter Christensens bog ”Scoop” har været ti år undervejs. Peter Christensen intense beretning om sit arbejde var også et scoop for Veteranerne. Tilhørerne fik mange – og interessante – baggrundsinformationer om en lang række af alle de mennesker lige fra tidligere præsident Nixon, Lech Walesa, Tony Blair til blandt mange andre Robert Redford, som Peter Christensen har lavet direkte interview med. Plus den lange række han telefonisk har talt med i sit omfattende arbejde med at skaffe oplysninger til bogen.

De fleste har hørt om journalisterne Bob Woodword og Carl Bernstein på Wasington Post, der afslørede Watergate skandalen. Den historie og otte andre berømte historier – med journalisterne Obermayer og Obermaier´s afslørende artikler om Panama Papers som den seneste – gav genklang over hele verden.

Peter Christensen er universitetsuddannet og har arbejdet som redaktør på bl.a. Gyldendal og Politiken. Mens han skrev artikler til Euroman om ”oustanding” internationale personligheder kom han i kontakt med en række journalister og markante mennesker. Indtrykkene samledes efterhånden til en mosaik, der inspirerede ham at skrive bogen. Bogens indhold er artikler, som hver for sig fik stor international bevågenhed. Mange af journalisterne arbejdede på deres historier – ofte i en årrække – for at samle informationer sammen til artikler, som skulle være nagelfaste sandheder, før de kunne offentliggøres. Mange af journalisterne skulle også overbevise avisernes redaktører om, at historierne holdt vand, fordi der ofte var meget på spil.

”Det er sjovt at tænke på, at da jeg startede på projektet, var min søn slet ikke født. Nu er han ni år!” lød det fra Peter Christensen. Han fortalte også om en udenlandsk kilde, der aldrig besvarede en henvendelse første gang. Eller anden og tredje gang. Men Peter Christensen havde besluttet sig og bed sig fast. Han blev ved og ved med at sende mails, indtil manden åbenbart forstod betydningen og seriøsiteten og herefter lukkede op for afgørende informationer.

Det var nærmest som en spændingsfilm at høre ham fortælle om de mennesker, han havde været i kontakt med undervejs. Dokumentarisk imponerende og interessant i Peter Christensens kæmpe arsenal af viden samlet i hans bog med udførlige kildeangivelser og noter. Og som i dejligt indslag i cafémøde var det lykkedes ham at fremvise de gulnede sider af dagens avis af The Washington Post som med fede typer på forsiden skrev ”Nixon Resigns”. Det var historie.  

Nødtørft i rangorden
Dagens tredje forfatter, journalist Niels Bjørn Hansen, medlem af bestyrelsen i Journalisternes Veteranklub, stod for den nyudkomne bog ”Sorttjærede ligkister” med undertitlen ”Fortællinger

Niels Bjørn Hansen er historiekyndig med stor baggrundsviden. Han fortalte om sin bog ”Sorttjærede ligkister”.

om danske og norske søfolk som krigsfanger i ”Prisonen” i England 1807-14”. Niels Bjørn Hansens store baggrundsviden lader sig ikke fornægte. Det er den tredje bog om krigen mod England, der i 1807 erobrede den danske flåde efter et terrorbombardement af København. 7.000 dansk-norske søfolk blev krigsfanger under kummerlige forhold. Mere humant blev officersfanger dog behandlet og kunne næsten leve frit og ordentligt i fangenskab på land. Matroserne fik til gengæld hverken ordentlig mad og drikke.

Årenes og glemslens nådegave mildner dog ikke vores viden om, at livet som fange dengang var brutalt, selv om forfatteren bl.a. viste billeder af smukt malede skibe under sejl og et flot silhuetmotiv fra bombardementet på København med røg fra kanonkuglerne henover byens tårne. Vi så også et maleri af Hans Birch Dahlerup, der som ung søofficer deltog i krigen mod England. Her fortalte Niels Bjørn Hansen om rangorden. Det gjaldt også, når mændene skulle lade vandet i skibets potte. Det skete nemlig i rangorden.                                                                        Karen Fredslund Ellegaard

Journalisternes Veteranklub ved at være på plads i Gentofte Kino. Fotos: Finn Hillmose.

 Admiralens vise med Jørgen Reenberg, Bodil Ipsen, Peter Malberg og Mills Brothers på slap line …og ikke mindst unge Gustav Winckler, der i 1952 i filmen Poeten og Lillemor sang Mor-sangen. Ikke et øje var tørt hos de over 70 biografbesøgende Veteranmedlemmer, der onsdag den 23. oktober var sat i stævne af Journalisternes Veteranklub i Gentofte Kino.

Her fortalte biografejer igennem mere end 30 år, Erik Hamre, om sit liv i filmbranchen i næsten et halvt hundrede år. Han fortalte energisk og levende om sit eventyrlige liv i et erhverv, hvor han aldrig har set på klokken og ønsket, at det snart var fyraften. Ingen var i tvivl om, at Erik Hamre er i sit fortællende es, når han breder historier ud med sine oplevelser helt fra tidlig barndom til i dag. Desværre fik ikke alle medlemmer det hele med grundet en noget utydelig mikrofon og højttaler.

Til gengæld vakte en række gamle filmklip stor glæde. De blev set af et publikum, der havde en tilpas alder til både at kunne huske filmene og nyde levende billeder fra en tid, hvor verden ikke var af lave. Dengang skinnede solen (altid), og Ib Schønberg cyklede sammen med børnene i ”Far til fire”-filmene  i det danske sommerland, mens musik og glad sang sørgede for en befriende og god oplevelse. Bodil Ipsen og Peter Malberg sås i et sjældent klip fra 1938 i ”Bolettes Brudefærd” – måske for den tid i en nærmest løssluppen scene med sang og harmonikaspil. Poul Reichardt sang med klar røst ”Pigelig” i Morten Korch-filmen fra 1952, mens hesten Ibrahim også viste følelser. Jørgen Reenberg var et hit med Admiralens vise (1962), Dirch Passer og Ove Sprogøe var naturligvis også blandt klippene samt Tom Lehrer, der i 1960erne på klaver optrådte med ”Masochist Tango” og Mills Brothers med deres bevægende stemmer.

I pausen serveres der en sandwich og noget at drikke.

Erik Hamre, der også selv gav et nummer på sit flygel, har siden barndommen i Aalborg ønsket at vise filmkunst og bevæge andre. Han startede i teaterbranchen som 11-årig med eget teater og 30 pladser. I 1967 lavede han sit lille teater om til biograf. Rejsebureau’et Daneuropa i København havde hørt om den unge aalborgenser, der selv lavede film og spurgte om han også ville lave en rejsefilm. Han sagde ja, og det resulterede i et ophold på 14 dage på luksushotel i Bulgarien med mulighed for at rejse videre omkring og lave film. På et aftenskolekursus i Aalborg lærte han at optage film. Han etablerede også filmklub, og blev i en alder af 15 år inspektør i den lokale biograf. To år senere flyttede han til København, hvor han arbejdede som operatørassistent og oplevede at avancere fra assistent til operatør og 14 dage senere blive udnævnt til chefoperatør. Filmselskaberne ASA og Universal var hans første møde med et filmselskab.

Hvis man i dag spørger Erik Hamre om hans stilling, er han naturligvis ejer af Gentofte Kino, men han er ikke mindst operatør. ”Jeg vil altid være filmoperatør, og jeg elsker at opholde mig i operatørrummet.” I sin egen biograf på Gentoftegade er han jævnligt operatør ved aftenens forestillinger. Gentofte Kino blev oprettet i 1938 og købt af Erik Hamre i 1986

Om nogen kan Erik Hamre fortælle om filmbranchens udvikling, lige siden han som 16-årig startede som operatør i Scala på Vesterbrogade. Gå-på-mod havde han også, og han avancerede fra det ene job til det næste. Når cheferne spurgte til hans CV, kunne han fortælle, at han i hvert fald havde lært at skrive på maskine, hvilket på forunderlig vis altid gav ham et nyt job. Andre talenter har nu også været på spil. Han var operatør både i Palads og i Saga, der dengang var Nordeuropas største biograf med 2086 pladser. 1953 var året med det største antal besøgende nogensinde med 59 mio. betalende biografgængere. Erik Hamre fik job hos Bent Fabricius-Bjerre og Metronome. Han var hos Columbia Fox og Warner Brothers. Han kender alle de store filmselskaber som sin egen bukselomme. Da Disney i 1992 besluttede at lave et nyt globalt distributionsnet, blev Erik Hamre headhuntet til jobbet som øverste chef for Disney i Danmark.

De senere års udvikling indenfor filmbranchen er på ingen måde hans kop te. Kulturpolitisk melder Erik Hamre sig ikke som fan af Nordisk Film, der efter hans mening har for stor magt. Det går ud over de mindre biografer, som hver dag må kæmpe en brav kamp for en klare økonomien og for at overleve.
                                                                                Karen Fredslund Ellegaard

Veteranerne fyldte ikke meget i den store sal.

Fotos: Finn Hillmose.

Fuld bus til veteranernes sommerudflugt i det gamle danske land

Vejret var perfekt og dagen endnu ganske ung, da veteranerne – 70 i alt – mødtes for at drage til Skåne. Mødestedet Ingerslevsgade ved DGI-byen blev brugt for første gang, men det havde alle fået ind på lystavlen. Vanskeligheden viste sig så at være, at alle andre busselskaber med eksotiske destinationer som Hamborg, Prag og München havde valgt samme udgangspunkt, hvilket gjorde det vanskeligt at finde den dobbeltdækker, der ”kun” skulle til Lund og Sofiero. Nå, afsted kom vi med nogen forsinkelse og satte straks kursen mod Øresundsbroen på vej mod Sverige. Næste forhindring var betalingsanlægget, hvor det skulle vise sig, hvem der ikke havde pas med som anbefalet. Også her gik det helt glat. Der var nemlig slet ingen, som ville se nogen form for dokumentation eller stille spørgsmål.

Med bussen på landevejen tog formanden Nikolaj Ifversen ordet og øste af sin store historiske viden og religiøse indsigt , med et foredrag om de danske bisper i Lunds Domkirke. Om Skt. Laurentius hvis navn kirken har fået, og som led martyrdøden i år 258 efter at have delt ud af skattemidlerne til de fattige i Rom. Laurentius blev ristet på bålet, og derfor kan man se en statue af ham i kirkekoret bærende på en rist. I alt ni danske bisper har resideret i Lunds domkirke siden den blev bygget af Asser og indviet af hans brorsøn Eskild i 1100 tallet. Den kendteste af dem er biskop Absalon. Blandt de danske bisper, der er begravet i kirken, så deres sarkofag kan ses, er Anders Sunesøn af Skjalm Hvide slægten og Jakob Erlandsson, der ligesom en del af bisperne i øvrigt på den tid kom i strid med kongen og var indespærret en del af sit liv. Den sidste af de danske bisper i Lund var Niels Palladius der blev på posten til 1560, hvor Skåne ikke længere var dansk.

2x Finn. Den ene er jætten Finn.

Veteranerne blev naturligvis også sluppet løs i domkirken og kunne få syn for sagnet om jætten Finn og den fromme mand, der ville bygge kirken og indgik et væddemål med jætten. Jætten blev snydt og forsøgte derfor at rive kirken ned. Han kan stadig ses som en rasende figur indhugget i en søjle i kirkens krypt. Og udenfor på torvet fik veteranerne sig et muntert glimt af de første svenske studenter, der drog syngende ind over torvet iført deres nye huer og foråret og ungdommens bedste humør og optimisme.

Efter kirken foretrak nogle at hygge sig i det gode vejr i en nærliggende bistro.

Og så afsted med bussen til Sofiero, undervejs med underholdning af turens arrangør Lis Lipschitz, der havde sat sig godt ind i sommerslottets historie, der i øvrigt er så dansk som noget. Slottet er opført af svenske kong Oscar, der byggede det i 1865. I 1905 overgik det til den senere kong Gustav Adolf, dronning Ingrids far, og det og navnlig haven kom til at spille en afgørende rolle i dronning Ingrids liv. Med udgangspunkt i sommerslottet i Skåne skabte dronningen bl.a. haven i Gråsten, der blev hendes sommerbolig i mange år og nu er tilbage som sommerbolig for den kongelige familie

Måltidet blev serveret i slottets kongelige spisesal.

I Sofiero blev veteranerne beværtet på god svensk maner med sild og en fremragende varmret. Måltidet blev serveret i slottets kongelige spisesal med hvide duge og stofservietter. Lidt kongelig har man da lov at føle sig, mens man nyder udsigten til de tusinder af rododendron og andre eksotiske blomster, som Sofiero er så berømt for. En herlig eftermiddag i kongelige omgivelser. Så gjorde det ikke så meget, at hjemturen blev en smule tumultarisk på grund af et uheld på motorvejen med en vis ventetid til følge. Men chaufføren kunne jo bare have taget den aftalte vej med færgen i stedet for broen…

Fin sommerudflugt, så den lille franske bjergviol, Lis Lipschitz fik til sin altankasse, var en velfortjent opmærksomhed for en veltilrettelagt tur.                                   Peter Hertz

Anker fik et nyt billede til samlingen.

Formanden besøgte det gamle Universitets Apotek.

Veteranerne på vej ind i den smukke park.

En farverig dag.

Fred og ro, Sven Ove Gade slapper af.

Passiar.

Med Kronborg i det fjerne.

Maersk Drilling/Supply bor i et hus tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter med PLH som indendørsarkitekter.
Alle foto: Annette Hartung

Maersk Drilling/Supply og Microsoft er flyttet ind i nye kontorhuse i Lyngby inden for de seneste to år.  Begge domiciler består af to sammenbyggede huskroppe med store, højloftede atrier. Men resultaterne er vidt forskellige, da de begge er planlagt og specialindrettet – og dermed afspejler individuelle firmakulturer. Læs resten →

Foto: Jørgen Falck

Malmø fik sin multiarena i 2008. Herning i 2010. København haltede langt bagefter. Men nu ligger den der, og Veteranklubben fik fornøjelsen af at se Royal Arena i Ørestaden 3. maj 2017 – tre måneder efter den officielle indvielse (28. januar)
Royal Arena har plads til 16.000. I Herning kan der ”kun” være 15.000 og i Malmø 12.500. Men alle 3 arenaer kan rumme vidt forskellige store events: Koncerter, sport, kongresser, messer osv.
Hvis du vil fejre en rund dag med manér, kan du leje Royal Arena for 165.000 kr. – det er altså kun huslejen, som vel skal suppleres med lidt at spise og drikke og måske et danseorkester m.v. Læs resten →

Foto: Claus V. Jakobsen

Som ombudsmand er man på en udsat post og under pres fra mange sider. Det er nøgtern jura og ikke varm humor, der præger de fleste af arbejdstimerne. Men det kunne vi ikke mærke på Hans Gammeltoft-Hansen i Veteranklubben 22. marts 2017. Hans beretning lyste af overskud og respekt for jobbet gennem 25 år (1987-2012), og hans eftertanke og de velformulerede meninger blev serveret med kvikke bemærkninger– kort sagt: Et par gode timer for de 60 deltagere. Læs resten →

Foto: Peter Høvring

Hvor bevæger verden sig hen i øjeblikket? Står vi over for ”den 2. kolde krig”- eller endnu værre: Er vi på randen af en 3. verdenskrig? Spørgsmålene blev stillet under mødet i Veteranklubben 14. marts 2017 (over 100 deltagere!) med Samuel Rachlin – og hans svar var, at alt er så uforudsigeligt lige nu, at det ligner forstadiet til en 3. verdenskrig. Faren har ikke været større siden Berlin-murens fald og Sovjets sammenbrud. Rachlin citerede det kinesiske ordsprog: ”Gid du må leve i interessante tider” – ordene  er ikke ment som et fromt ønske, men tænkt som en forbandelse, og lige nu beskriver de verdens tilstand. Læs resten →

Omgivet af religiøse motiver i Billedsalen i missionshuset ”Bethesda” gav Deniz Serinci sin gruopvækkende beretning om de hellige krigere i IS. På billedet: En ung ”almindelig” danskers forvandling til IS-kriger.(Foto: Børge Egelund Jørgensen)

(Foto: Palle Hermund)

Vi har alle sammen læst, hørt og set forfærdelige ting om Islamisk Stat og dens krigere. Men når fortællingen bliver kogt ned til 57 minutter med grusomme eksempler, er det lige før, selv hårdkogte (krigs)veteraner i vores klub har svært ved at kapere det.
Sådan en beretning fik vi onsdag den 8. februar 2017 af Deniz Serinci. Han er journalist og historiker og en god formidler. Nogle af hans eksempler:
♦ IS skjuler bomber i legetøj (bamser), så børn bliver slået ihjel
♦ Bomber bliver skjult i møbler, så voksne bliver slået ihjel
♦ En kvinde er som sexslave blevet voldtaget hver dag i 154 dage i fangenskab
♦ En 8-årig pige slap væk efter 14 måneder, hvor hun blev voldtaget flere hundrede gange
♦ Teenagepiger sælges som sexslaver til IS-krigere – og når de er trætte af dem, må de sælge dem videre til andre mænd, for en kvinde er bare ”en ting”
♦ Hvis en kriger kan koranen udenad, er præmien 3 sexslaver
♦ Homoseksuelle straffes med døden ved at blive kastet ud fra et højhus
♦ 45.000 blev isoleret af IS på toppen af et bjerg med hverken mad eller vand og mange tusinde af dem døde i 45 graders varme
… og sådan kunne rækken af eksempler fortsætte.

Læs resten →

Foto: Finn Hillmose

I Afganistan er det dobbelt så dyrt at bygge pigeskoler som drengeskoler, for pigeskolerne skal have en høj mur omkring sig – ellers kommer der ingen elever. Det fortalte Jette Faurschou, da hun 24. januar 2017 berettede i Veterankluben om sine mange år som udsendt medarbejder ved Flygtningehjælpen og FN. Muren er nødvendig for at forhindre, at mænd kan kigge ind til pigerne. Desuden er det vigtigt, at skolerne bygges tæt på beboelsen, for hvis der er for lang skolevej, risikerer eleverne at blive kidnappet på vej til og fra, og så tør forældrene ikke melde deres piger ind.
Læs resten →

Fotos: Finn Hillmose

Illustrationer til sangene: Nikolaj Ifversen

Georg Metz fik en kanongod idé. Han brugte Danmarkskanonen, da han skulle vælge sange fra den danske sangskat til Veteranklubbens første møde i 2017 (11. januar – 55 deltagere) Den nyvalgte kanon omfatter 10 begreber, som er særligt danske, fx det danske sprog, den kristne kulturarv, foreningslivet, velfærdssamfundet, hygge og frihed. Kunsten for Metz var så at finde sange, som knytter sig til begreberne, og som vi kunne synge sammen. Eksempel: Frihed = ”Frihed er det bedste guld…”

Til alle sangene og emnerne gav Metz forklaringer, som var oplysende og underholdende, og det ville jo ikke være ham, hvis ikke nogle af kommentarerne havde brod. Eksempel: ”Langt højere bjerge…” indeholder ordene ”og da har i rigdom, vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt”. Det kunne Anders Samuelsen nok ikke have digtet, mente Metz.

I forbindelse med sproget sang vi ”I Danmark er jeg født…”, og Metz kom med den tanke, at når sproget i Danmark udviklede sig hastigt fra 1950’erne, skyldes det bl.a., at danskerne fik biler og derfor kom mere rundt i landet og hørte flere slags dansk.

Velfærdssamfundet blev beskrevet med ”Hvem sidder der bag skærmen…” – altså Aakjærs sang om de forfærdelige forhold nogle levede under, før velfærdssamfundet blev skabt. Sangen blev skrevet på bestilling til Politiken. Henrik Cavling ville gi’ 25 kr. for den, og det kostede kamp for Aakjær at få honoraret op på 50! Til overraskelse for de fleste fortalte Metz, at tankerne om velfærdsstaten går helt tilbage til Frankrig i 500-tallet, og det kunne han nok have brugt resten af eftermiddagen til at udvikle, for som studerende på Københavns Universitet i sin ungdom skrev Metz speciale om netop dét emne! En anden oplysning, der nok er ny for de fleste, var, at Danmarks mest produktive salmedigter, Grundtvig, var tonedøv. Så han måtte sidde og slå takten for at få sine rim til at “gå op”!

Foreningslivet omfatter også politiske og faglige organisationer og blev derfor illustreret med ”Når jeg ser et rødt flag smælde…” – indholdet kunne godt være en mere grundlæggende del af Socialdemokratiets politik nu, sagde Metz, og så citerede han Poul Nyrup for ordene: ”Når danskerne griber kniven, tager de som regel en gaffel i den anden hånd”, så revolutionen har nok aldrig været lige om hjørnet i lille Danmark – et land, hvor hygge er en del af Danmarkskanonen, fx illustreret med linjerne ”Du pusling-land som hygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge…”, skrevet af Jeppe Aakjær i 1916 under 1. verdenskrig. En anden sang om hygge er ”Hist hvor vejen slår en bugt…” af H.C. Andersen. Den er tænkt som en parodi på tidens hyggetekster, men parodien blev ikke forstået, tværtimod blev sangen populær og taget for pålydende til digterens ærgrelse.

Der blev sunget flere sange og fortalt mange andre  anekdoter og personlige beretninger om mennesker, Metz har kendt, arbejdet sammen med og været ven med, også trods dybe meningsforskelle – og Mogens Bähncke akkompagnerede, sådan som det er blevet tradition (det var 3. gang, vi tog hul på det nye år med sangarrangementet)

To underholdende timer udløste to gange tak til de to medvirkende
– den ene tak på prosa af formand Nikolaj Ifversen, den anden på vers
(som blev sunget af forsamlingen) af Ingrid Ifversen.                                          bej

Klik på pilen for at høre, hvor stemningsfuldt det er …

Engang stod journalisterne – her Kaare R. Skou – på Christiansborgs gange og ventede i timevis på en udtalelse. Men nu har politikerne måske allerede tweetet budskabet fra mødeværelset, før de kommer ud og stiller op til interview (Foto: Claus V. Jakobsen)

Tekst og fotos: Børge Egelund Jørgensen

Vi ved det jo godt alle sammen, og det er hamret fast i et århundredgammelt ordsprog: ”Tro ikke alt, hvad du hører” (med tilføjelsen: ”Sig ikke alt du ved, og fordøm ikke alt du ser”) – men de gamle ord er blevet pudset op til en ny og skræmmende virkelighed pga. Internettet. Her bliver der ikke ruttet med sandheden. Nogle tekster er ren løgn.

En af Rud Elberths mange tankevækkende illustrationer.  Hvordan kan Søren Kierkegaard dog have sagt det om Internettet? – han levede fra 1813 til 1855!

Benjamin Rud Elberth hejste advarselssignalet, da han var gæst i Veteranklubben 28. november 2016. Han gav skræmmende, men også smarte, eksempler på, hvordan de sociale medier på Internettet – Facebook, Twitter, Instagram osv. – udnyttes af fx politikere, så de fremstår sympatiske og magtfulde med positive budskaber.

Oplægsholderen kender opskriften, for han var digital chef for Socialdemokraterne i Helle Thornings statsministertid. Nu er han kommentator på TV2 og www.altinget.dk og rådgiver om digitale medier. Og så er han en oplægsholder, der kunne holde forsamlingen i ånde med 2 timers talestrøm uden slåfejl. Som formanden sagde i sin takketale var indlægget en ”spændende og rystende oplevelse” – og senere reaktioner fra nogle af de 40 deltagere i mødet bruger udtryk som ”imponerende og øjenåbnende”, ”uhyggeligt” og ”måske det mest interessante arrangement, vi har haft i adskillige år” (Benjamin Rud Elberth har sin egen hjemmeside: www.elberth.dk) Læs resten →

Fra venstre: Steen Ramsgaard, Thomas Ubbesen og Poul Smidt – svarer på spørgsmål i ”Bogcafé”

Tekst og fotos: Børge Egelund Jørgensen

Efter ”Bogcafé” 14. november 2016 kunne man fundere over, hvad det er for nogle (u)stabile mennesker, der kan komme helt til tops som ledere af deres land og skabe urolige forhold, der kan påvirke hele verden. Der er skræmmende aktuelle eksempler i Mellemøsten, på Balkan, i Nordafrika (og mange andre steder i verden), som det fremgik af et par af indlæggene i ”Bogcafé”.
Og i lille Danmark havde vi en ustabil leder for et halvt århundrede siden, da Viggo Kampmann var statsminister. Dog ikke et lederskab, der påvirkede verdenssituationen! Kampmann var intelligent og en dygtig politisk håndværker. Men maniodepressiv, utilregnelig og ude af embedet i dagevis, mens landet blev ledet i det skjulte af embedsmandsapparatet.
Så man kan sige, at ustabile ledere blev en rød tråd i ”Bogcafé”. Men ellers var emnerne og valget af de tre forfattere meget forskelligt. Fælles for dem er, at det er journalistkolleger, for det er en betingelse for at være gæst i ”Bogcafé”.

Læs resten →

Foto Finn Hillmose

Fuldt hus i Veteranklubben, da Poul Nyrup Rasmussen fortalte om sit livs afgørende politiske og menneskelige problemstillinger.

– Du skal gøre det klart, hvilken retning du vil gå. På midten er der kun hvide striber og døde fluer! Med dette citat af Svend Auken slog tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen en af sine politiske grundsætninger fast, da han mødtes med Veteranklubbens medlemmer onsdag den 21. september 2016. – Når du har slået fast, hvor du står, så kan du begynde at forhandle og indgå kompromisser, men retningen skal være klar… Læs resten →

Ja, sådan prøvede BT en gang at lokke læsere til, når de gik i kiosken for at få dagens avis. Og det hændte såmænd også, at det kunne være en dagmartærte. Om BT’s op- og nedgange fortalte vor veterankollega Bjørn Westergaard spændende og morsomt ved et særdeles velbesøgt møde i Veteranklubben (80 tilmeldte). Bjørn er forfatter til den bog, “Historien om en avis”, som BT har udgivet i anledning af sit 100-års-jubilæum. En bog som ikke følger BT’s historie kronologisk, men derimod emnemæssigt – chefredaktørerne, overlevelseskampene, konkurrencen med frem for alle Ekstra Bladet og gode journalisthistorier.

Hvad angår det sidste fortalte han om sportsmedarbejderen Børge Munk Jensen, der var sendt til OL i Melbourne, men som ikke gav lyd fra sig i flere dage. Redaktionssekretariatet bad så om snart at få en kioskbasker (et begreb som blev opfundet på BT) – og “Munken” leverede en forside: “Paul Elvstrøm nær ædt af haj”. Har du dækning for den? blev der spurgt hjemme fra redaktionen. Og svaret kom prompte: “Elvstrøm er ligeglad – og hajen hører I aldrig fra!”.Eller Kurt Thyboe der i en ansættelsessamtale gjorde opmærksom på, at han beherskede engelsk, tysk, fransk og spansk, hvortil chefredaktør Leif Jensen replicerede “Ja, ja, Kurt. Men det kniber med det danske”.

Det var ikke let at være chefredaktør på BT. Især ikke mens Ole Scherfig sad som såkaldt arbejdende bestyrelsesformand. Hvis man kom for tæt på Scherfigs advokatkolleger og beskrev deres bjærgsomhed, var han der som en høg, fx. da avisen med en overskrift beskrev en af hans kompagnoner som en grib. Chefredaktøren måtte stå ret hos bestyrelsesformanden, avisen blev beordret til at dementere, selv om redaktøren kunne påvise, at der ikke var fejl i artiklen, og betale 50.000 kr. til den griske advokat. Og redaktørens levetid som chef på BT var derefter kort. Bjørn Westergaard viste også eksempler på nogle af de sjove og frække forsider, B.T. har præsteret, fx den om pigen Pil der for år tilbage var kendt for sin  medvirken i TV3’s realityshow “Big Brother”. Hun  fortalte en BT-journalist, hvordan der var gået hul på hendes silikonebryst, mens hun var på vej i en flyvemaskine. På BT’s forside blev det til: “Pils bryster sprang i luften” – og det var jo ikke helt løgn.

I 1977 var det lige ved, at hele Det berlingske Hus måtte lukke efter 141 dages typografkonflikt. Det var her, advokaterne Ole Scherfig og Kristian Mogensen trådte til og fik store danske erhvervsvirksomheder til at sætte penge i bladhuset og dermed redde det. Oplagene har svinget – og på BT altid målt op mod Ekstra Bladets. De største oplag var selvfølgelig med bistand fra kongehuset, fx da dronningen fyldte 50 år i 1990. BT nåede den dag i april op på 250.000 solgte eksemplarer. Men så var der altså også lagt en CD ved med en hyldestsang til majestæten. Selvfølgelig forfattet med hjælp fra læserne.
En rigtig journalisteftermiddag i selskab med en god fortæller med gode historier.                                                                                    NI

Blandt de 80 deltagere i mødet var der mange tidligere BT-medarbejdere. Finn Hillmose tog et ”skoleklassebillede” af dem sammen med dagens oplægsholder, Bjørn Westergaard, fra venstre: Niels Brandrup. Leif Hansen. Børge Egelund Jørgensen. Helge Laursen. Georg Laumann. Bjørn Westergaard. Bodil Wighelm. Mogens Bendiksen. Jytte Bach Jensen. Line Siert. John Njor. Bjarne Olsen. Flemming Hansen (bag ham: Jørgen Ørsted) Lars Lindeberg.

Der blev lyttet intenst af, fra venstre: Tove Smidth, Niels Bjørn Hansen (mødets arrangør og referent), Kate Bluhme og Nikolaj Ifversen. Lizette Risgaard sagde bl.a.: “Jeg er god i modvind – og dér er det godt at have nogle ekstra kilo på kroppen til at stå imod med!” –  Fotos: Børge Egelund Jørgensen.

Formand Nikolaj Ifversen byder velkommen.

”Jeg blev ikke valgt, fordi jeg er kvinde, men fordi jeg er mig”, slog den nye LO-formand Lizette Risgaard fast med syvtommersøm, da hun med stort engagement holdt en forsamling af godt 70 veteraner i ånde i to timer tirsdag den 16. august 2016. 

Det er en kendsgerning, at hun er den første kvinde som formand for LO – hovedorganisationen af fagforeninger – men Lizette Risgaard understregede, at hun stillede op til valget for at stå i spidsen for fagbevægelsen, og hun fik fire ud af fem stemmer – en klar sejr. Da hun overtog formandsposten efter Harald Børsting, fyrede hun på stedet fire topembedsmænd i organisationen.  ”Jeg ville sætte mit eget hold”, understregede hun, og ”hvis det var en mand, der havde gjort det samme, ville man ikke have løftet et øjenbryn”. Læs resten →

Foto: Anker Tiedemann og Finn Hillmose

Hvis 60 medlemmer af Veteranklubbens medlemmer pludselig optræder med en markant forøget hukommelse, skyldes det årets sommertur til Gavnø. Under rundturen i parken ved det sydsjællandske gods var det muligt at prøvespise et blad fra tempeltræet Gingo, og vores guide, Niels Houkjær, der er skovbruguddannet og tidligere Berlingske-medarbejder, fortalte, at træets blade ikke blot styrker hukommelsen, men også virker, så datidens munke ikke behøvede at gå så ofte på toilettet, så de kunne bede hele dagen. Den sidste virkning blev dog ikke efterprøvet. Læs resten →

Jytte Hilden håber, hun bliver 100 år. Men for en sikkerheds skyld ønskede hun sig en kiste i 70-års-fødseldagsgave og fik den!

Dén oplysning – og mange andre ”skæve” og seriøse bemærkninger – underholdt den tidligere kulturminister 45 deltagere med i Veterankluben 19. maj 2016. Læs resten →

Det var de helt store spørgsmål om liv og død, der var til debat i to indholdsmættede timer 10. maj 2016, da Jacob Birkler var gæst i Veteranklubben.
• Skal livet begynde med, at kun helt normale børn bliver født, fordi alle andre sorteres fra ved en fosterdiagnose?
• Og skal livet slutte med at blive kunstigt forlænget i månedsvis, måske år, fordi lægevidenskaben gør det muligt – eller skal der slukkes for respiratoren?
Hvem skal bestemme det? Læs resten →

Veteranerne blandt de 1.000 træer i Bispebjerg haveanlæg. Fotos: Peter Kay.

Tidligere lå Bispebjerg Hospital ude på landet. Her kunne de syge finde helbredelse i smukke bygninger og grønne områder. Nu er København vokset og har omfavnet det gamle Bispebjerg Hospital fra 1913. Men den 27. april 2016 kunne 45 veteraner bryde fortryllelsen ved at gå ind gennem hospitalets hovedport og møde gamle dage. Og vore to rundvisere kunne indvi os i det væld af detaljer, som gemmer sig i de gamle bygninger, der er tegnet af arkitekten Martin Nyrop. Læs resten →

Besøget hos Aller begyndte med en rundvisning med Kjeld Damgaard som guide, før Anette Kokholm fortalte om sine ugeblade. (Fotos: Finn Hillmose)

Anette Kokholm ligner én, der kan lide sit job som ugebladsdirektør hos Aller – hun fortalte om det til 60 af vore medlemmer onsdag den 6. april 2016 som optakt til vores generalforsamling. Anette Kokholm havde inviteret os til at holde generalforsamlingen i ”sit” hus, Danmarks måske flotteste mediehus på Havneholmen 33 – med udsigt over Københans Havn. Engagementet hos hende lyste i en næsten timelang fortælling om Allers ugeblade: ”Undskyld at det tog så lang tid, men jeg blev grebet af det”, sagde hun.

Fortællingen gik fra det skandaleramte Se & Hør til det traditionsrige Familie Journalen, som har 140 års jubilæum (!)  i 2017.

”Vi lever af det folkelige og af kvinderne, for det er dem, der primært køber ugeblade, så Aller satser ikke meget på mænd og drenge! Jeg tror på fremtiden for print. Lige nu er oplagskurven ganske vist konstant faldende, men vi når sikkert et niveau, hvor der ikke sker yderligere fald, og hvor der er basis for en sund virksomhed, for ugebladslæsning er en stor del af noget, folk er vant til, og de nyder det som ”selvforkælelsestid”. Læs resten →

Forfatteren Knud Romer skrev en bog til minde om sin mor, ”Den som blinker er bange for døden”. Ingen ville udgive den. Men da det omsider lykkedes, fik den boghandlernes ”Gyldne laurbær”, er solgt i 200.000 eksemplarer og udgivet i 15 lande.
Senere ristede Knud Romer en rune for sin far med dokumentarfilnen ”Et blad falder til himlen”. Vi så den i Veteranklubben 16. marts 2016 sammen med Knud Romer (85 deltagere) og debatterede med ham. Filmens rørende scener og hans efterfølgende fortælling og svar bekræfter, at han er dybt indigneret over den måde, vort rige samfund behandler sine svageste på, altså de syge, de handicappede – og i dette tilfælde de demente.
Romers fars liv sluttede på et plejehjem, hvor nogle af scenerne viser, at faderen ikke kunne huske, at han havde været gift i 50 år, og når Knud kom på besøg, spurgte faderen, hven han var… Læs resten →

Mødet med Jens Bjerre var den mest velbesøgte ”Veterancafé” i klubbens historie med 130 deltagere.
Fotos: Finn Hillmose

Skarp i hjernen og kvik i replikken.
Sådan fremstod eventyreren Jens Bjerre i Veteranklubben 8. marts 2016. Og dermed fremstod han også som en ”mønsterbryder”, for der er nok ikke mange i hans alder – 95 år – der er i stand til at fortælle og underholde en stor forsamling.
Men Jens Bjerre har altid brudt grænser. I 1947, i en alder af 26 år, opgav han sit journalistjob på ”Aftenbladet” og tog ud i verden – og dér brød han den ene grænse efter den anden ved at skaffe sig adgang til steder på kloden, hvor andre hvide ikke havde været og ikke turde komme.
Det kom der 10.000 fotos ud af. Og fremragende film. Jens Bjerre viste 3 af dem. Selv om nogle af dem er optaget for 60 år siden med ”primitivt” udstyr (fx Rolex-kamera med håndsving!) er filmene så seværdige, at tv-stationer stadig viser dem.

Jens Bjerre – dengang og nu…

Alderen har gjort Jens Bjerres stemme svag – i kontrast til filmene, hvor man hører hans velmodulerede røst og ukrukkede, mundrette beretning om oplevelser i Afrika, Ny Guinea og Australien (han har også lavet film i Kina og Indien)
Engang trak filmene fulde huse i dagevis i store sale som Odd Fellow Palæet og World Cinema i København og i alle de små forsamlingshuse rundt i landet.
”Jeg ville ønske, jeg havde flere liv. Så ville jeg besøge bl.a. buskmændene i Afrika igen”, sagde Jens Bjerre. Læs resten →

Poul Erik Magnussen med sin ”pilgrimsrygsæk” på vej op ad trappen til Veteranklubbens møde i Indre Missions hus ”Bethesda” i Rømersgade, København – normalt går turen til et andet helligt sted, Santiago i det nordlige Spanien. Fotos: Bent Paulsen

Vores gamle kollega Poul Erik Magnussen har en passion: Pilgrimsvandringer. Og hans lidenskab slår igennem, når han fortæller om sine vandringer, som han gjorde for 80 medlemmer af Veteranklubben 9. februar 2016.
Poul Erik, 67 år, har vandret 10.000 kilometer på pilgrimsruter over det meste af Europa, og på en dag med ”gode ben” kan han gå over 30 km med en oppakning på ca.14 kilo i sin rygsæk – så det er sådan en blanding af lidt ”gys” over anstrengelserne og beundring, der slår igennem i forsamlingen  …og også fascination, for hvad er det, der bare i de seneste 5 år har fået 8.984 danskere til at vandre 800 km på en måned og spise og bo under ofte ganske primitive forhold? Læs resten →

Foto: Finn Hillmose

Bjørn Elmquist sagde i Veteranklubbens møde 21. januar 2016 med 60 deltagere, at der i disse år sker svækkelse på svækkelse af vore demokratiske regler. Der sker indskrænkning af den personlige frihed, begrundet med sikkerhedshensyn, og der sker varetægtsfængsling på ”begrundet mistanke” i så lang tid, at Elmquist opfordrede journalister og ph.d.-studerende til at undersøge rimeligheden. Hans påstand er, at 95% af de varetægtsfængslede ikke får deres begæring om løsladelse opfyldt.
I 1982 fik Danmark en ny udlændingelov. Elmquist var dengang folketingsmedlem for Venstre og med til at stemme loven igennem. Den blev betegnet som måske verdens mest liberale. Nu sker der en drastisk ænding, mener Elmquist. Eksempel: Familiesammenføringer kan først ske efter 3 år, selv om der allerede dengang de blev sat til 1 år, var risiko for en sag ved menneskerettighedsdomstolen. Og man har vedtaget konfiskation af værdier fra flygtninge på en måde, der kan give mindelser om jødernes situation i 1930’erne/40’erne. Alt i alt er der tale om et skred. Vi er på retsområdet ikke mere et foregangsland i Europa.

Elmquist blev spurgt, om han vil tage en hvilken som helst kontroversiel sag. Han sagde nej og nævnte som eksempel højreradikale. Men han understregede, at deres sager naturligvis også skal afprøves, og det er der så andre advokater, der vil.
Med baggrund i sin tid som politiker undrer Elmquist sig over folketingsmedlemmers populistiske brug af sociale medier som Facebook og Twitter og nævnede som eksempel justitsminster Søren Pinds kommentar til sagen om sigøjnerbossen Levakovic, der med Elmquist som advokat i Østre Landsret fik ændret en udvisningdom fra byretten. Nu er sagen appelleret til Højestret, og her er Elmquist og Levakovic ikke enige om, hvordan den skal procederes, så det bliver med en anden advokat, og det har jeg det fint med, sagde Elmquist.

Til sidst blev Bjørn Elmquist spurgt, hvorfor det i dén grad er anklagerens synpsunkter, der kommer i medierne. Hans svar var, at medierne jo fortæller politiets version, når en person bliver anholdt. Men når sagen kommer for retten, bliver der tit nedlagt referatforbud og afsagt dom om lukkede døre, og derfor får politiets syn overvægt i medierne.
Desuden blev Bjørn Elmquist bedt om at fortælle om Godhavn-drengene – en sag, han har arbejdet med siden 2003. Den handler om overgreb og medicinske forsøg på danske børnehjem 1945-76, især på Godhavn i Tisvildeleje. Ifølge rapporten fik børnene tæsk, blev udsat for pædofile overgreb og tvangsmedicineret med psykofarmaka. Ofrene vil have en undskyldning fra staten. Men der bliver spændt ben for sagen, fx nævnte Elmquist, at han havde sat et erstatningskrav på 10.001 kr., altså et symbolsk beløb med 1 krone over 10.000, fordi det gav mulighed for at bringe sagen videre fra underret til landsret. Men Folketinget vedtog kort efter, at kun beløb over 20.000 kr. kunne komme i landsretten. Kan man vedtage sådan en lov med tilbagevirkende kraft?
Godhavn-drengene søger fri proces. Det har de ikke fået endnu. Sagen har indtil videre kostet 45.000 kr., og dem står Bjørn Elmquist til at lægge ud af egen lomme. Han har nok at arbejde med, og han gør det trods sine 77 år og på trods af, at han har modtaget dødstrusler og i sit sommerhus været udsat for hærværk, der måske er hævn for sager, han har ført.                                                                                bej

Bjørn Elmquist

Juridisk eksamen 1963. Rådgiver i Studentersamfundets Retshjælp. 1964: Udenrigsministeriet. 1967-70: Den danske EF-mission i Bruxelles. 1971-76: EF-korrespondent for DR. 1976-79: Journalist på TV-Avisen (desuden har Elmquist været kommentator i Weekendavisen, Kristeligt Dagblad og Information) 1979: Folketingsmedlem for Venstre, skiftede i 1990 til Det Radikale Venstre og var MF’er for dem fra 1994, men blev ikke genvalgt i 1998, så i en alder af 60 år vendte Elmquist tilbage til juraen. 2007: Møderet for Højesteret. Siden 2004 formand for Retspolitisk Forening.

Bjørn Elmquist omgivet af kolleger fra sin journalisttid, fra højre: Henrik Døcker, Hans V. Bischoff og Bent Paulsen – som var fotograf på TV-Avisen og forærede ham et foto fra en af deres fælles oplevelser i 1970’erne. Foto: Finn Hillmose

Fotos: Finn Hillmose

Et afrikansk ordsprog siger, at når et menneske dør, brænder et helt bibliotek.

Det er en tanke, man kan få, når man hører Georg Metz – ja, altså ikke at han skulle dø, men at et helt bibliotek vil forsvinde med ham, for Metz viste ved ”nytårssammenkomsten” 14. januar 2016 i Veteranklubben endnu en gang sin store paratviden og fortælleevne. Den ene anekdote afløste den anden, fulgt af kulturhistoriske bemærkninger og suppleret med sidespring og beske kommentarer til den aktuelle politiske situation. Læs resten →

Foto: Finn Hillmose

Man kan kalde det ”held i uheld”, at Peter Lieps’ Hus blev ramt af træer under efterårsstormen, så Veteranklubbens julefrokost måtte flyttes til restaurant ”Skjoldgården” på Charlottenlund Travbane. ”Reserve”-restauranten var en flot erstatning. Et godt lokale med en fin akustik, så vi ikke råbte os hæse. Lækker buffet. God betjening – og imponerende udsigt gennem panoramaruderne ud over travbanen, hvor jockeyerne i deres sulkyer rørte hestene, mens golfspillere øvede sig inde på ”centre court”. Læs resten →

Dagens forfattere, fra venstre: Lone Kühlmann, Lars Halskov, Helle Bygum. Tekst og fotos: Børge Egelund Jørgensen

3 journalister fortalte med vidt forskelligt udgangspunkt om deres nye bøger i Bogcafé 3. nov. 2015:
Lone Kühlmann underholdende om sig selv og sine erindringer
Lars Halskov rystende om branden på ”Scandinavian Star” (159 døde)
Helle Bygum engageret om sine mange timer i selskab med en flagrende ildsjæl: Peter Langdal

Så 3 dage før åbningen af årets Bogforum i Bella Center fik de 65 deltagere i Veteranklubbens møde en god forsmag på efterårets udgivelser. Eller som én af deltagerne sagde på vej hjem: ”Nu sparede jeg de 140 kr. i entré til Bogforum”!

Lone Kühlmanns erindringsbog har titlen ”Det skal se nemt ud”. Hun var som ganske ung ”båndpige” i Teknisk Afdeling i DR, men ville være journalist. Via teknikerjobbet lærte hun journalisterne på TV-Avisen at kende, og Erik Ove skaffede hende læreplads på Lolland-Falster. Dér oplevede Lone Kühlmann bagsiden ved den højt besungne mesterlære i provinsen. Eksempel: Hun skrev om en skandale på et plejehjem og fik af redaktøren at vide, at historien endte i hans skrivebordsskuffe, for plejehjemslederen var en partifælle!

Lone Kühlmann fik luft under vingerne på Columbia School of Journalism i New York i 1971, da hun tog en master i journalistik. Fra sin ansættelse derefter på Radioavisen husker hun et af sine første indslag. Iført en af datidens mini-kjoler stod hun med sin Nagra-båndoptager højt oppe på trappen til en pornobutik i København – og trak pga. sin påklædning kunder til, mens hun ventede på et interview med indehaveren! Læs resten →

Tekst: Peter Hertz Fotos: Bent Paulsen

Op imod 80 veteraner havde indfundet sig mandag den 26. oktober 2015 for at høre Berlingskes nye ansvarshavende chefredaktør Tom Jensen, men hvis de var kommet for at høre, hvorfor han med nats varsel havde erstattet dansk presses grand old lady, Lisbeth Knudsen, blev de skuffede. Her var den nye chefredaktør hverken til at hugge eller stikke i. Og det kneb også lidt med visionerne for fremtiden. Ud over naturligvis udsagnet i overskriften – og dén overskrift på mødet, det havde lokket så mange til: ”Jeg tror på den trykte avis”. Læs resten →

Tekst: Lis Lipschitz
Fotos: Bent Paulsen

Inden Claus Jacobsen (75 år) trådte frem 14. oktober 2015 for at fortælle 65 veteranjournalister om starten af den ny TV-Avis i 1965, iførte han sig det mørke slips med det hvide øje, som han også bar, da han første gang optrådte som TV-Avis-oplæser for 50 år siden.
Claus Jacobsen var sammen med Eric Danielsen og Bent Bertramsen de første, der læste den ny TV-Avis, som afløste det gamle Aktuelt, der mest bestod af filmstrimler fra hele verden. Som eneste overlevende af de tre, blev det Claus Jacobsen, der måtte tage slæbet med at fortælle veteranerne om de første dage i det gamle radiohus, hvor danskerne blev præsenteret for noget nyt til aftenkaffen.

Claus Jacobsen begyndte med at præsentere de mange jingler, der gennem årene har indledt TV-Avisen, og der var lun latter blandt veteranerne, da han senere afspillede de mange måder, de skiftende studieværter kunne sige “Go’ aften” på.
Det var ikke alle, der var lige tilfredse med den ny TV-Avis. Der var en seer, der kunne fortælle, at hans hund faldt i søvn foran skærmen, og politikere mente, at en siddende oplæser var imod skærmens natur, mens andre mente, at den ny TV-Avis bevægede sig mellem skandale og katastrofe. Læs resten →

Efter rabalder-landsmødet i Fremskridtspartiet i 1995 skammede jeg mig over at være medlem, fortalte Pia Kjærsgaard. Fotos: Finn Hillmose.

– Det er forkasteligt, hvad der foregår. Jeg har det utroligt dårligt med karrierepolitikere, der springer, når de øjner bedre muligheder i et andet parti!
Udbruddet kom fra Pia Kjærsgaard, da hun talte i Veteranklubben 24. september 2015, og det var en af de meget få gange under det halvanden time lange foredrag, den tidligere leder af Dansk Folkeparti hævede stemmen en anelse.
– Der er opstået en slags lønmodtagerkultur i Folketinget, sagde hun. – Efter en lang debat om et vigtigt emne kan det ske, at man rask væk udsætter afstemningen til næste uge, bare fordi medlemmerne gerne vil nå hjem fredag eftermiddag. Det er lidt ligesom på en fabrik. Sådan var det ikke i gamle dage.

Pia Kjærsgaard røbede ikke, om hun i sin ny egenskab af formand for Folketinget vil prøve at lave om på kulturen på arbejdspladsen, og i det hele taget var hun meget påholdende med politiske udmeldinger. Hvis veteranmedlemmerne havde håbet på karske proklamationer eller afslørende inside-informationer, blev de skuffede. Til gengæld blev de indviet i hendes opvækst og arbejde som hjemmehjælper på nattevagt – og nogle af de overvejelser, hun havde gjort sig, når de store beslutninger skulle træffes. Læs resten →